KLID indbyder til medlemsmøde om Statistikprogrammet R Mødet holdes 27. marts 2002 kl 19-21 på Symbion, Fruebjergvej 3, Kbh. Ø Foredraget holdes af Peter Dalgaard, Biostat, KU R er GNU's variant af S, som oprindeligt blev udviklet på AT&T. I modsætning til traditionelle statistikpakker, som implementerer en række standardprocedurer, er der her tale om et system som er centreret omkring et komplet programmeringssprog, hvilket tillader en enorm fleksibilitet i udvikling eller adaptering af statistisk metodologi. Foruden selve programmeringssproget indeholder R et fleksibelt plottesystem, og naturligvis en lang række statistiske og grafiske metoder. Et helt centralt aspekt er at det er nemt at skrive udvidelser til R. Der er et veldefineret interface til C og Fortran subrutiner, og et veldefineret pakkeformat. En række udvidelsespakker er tilgængelige via CRAN (Comprehensive R Archive Network). Peter planlægger at gennemgå de elementære aspekter af R sproget, og fortælle om de principper der ligger til grund for udviklingen og hvis tiden tillader det også komme ind på nogle af de projekter som er i gang vedrørende integration af R med anden software. Alle er velkomne. Mødet er gratis for medlemmer af KLID og DKUUG såfremt man har tilmeldt sig på http://www.klid.dk/arrangementer/tilmelding.php3?o=al&eventid=1011017178 Entréen for andre er 50 kr, hvis man er tilmeldt. Det koster 50 kr ekstra, hvis man kommer uanmeldt. Tilmelding lukker dagen før mødet.