KLID indbyder til foredrag om økonomisystemet SALDI med webbutik og POS Mødet holdes onsdag d. 28. oktober 2009 kl. 19:00 i Symbion, Fruebjergvej 3, 2100 København Ø. Det hurtigst voksende økonomisystem i Danmark SALDI er på vej med en webbutik og en butiksløsning til håndtering af kasseterminaler også kaldet POS. Vi begynder aftenen med en hurtig gennemgang af SALDI som regnskabs- og økonomisystem. SALDI er et webbaseret flerbrugersystem til håndtering af bogholderi, kunder, ordrer, leverandører. leverancer og varelager for små og mellemstore virksomheder - og så det Open Source under GPL. Her efter gennemgås et forretningseksempel med webbutikken MovieGet, som er direkte integreret med SALDI. Til dette blev der udviklet håndtering af varer med scannere til effektivisering af varemodtagelse og -levering. Denne udvikling er sket i samarbejde med Linuxbutikken, som vil stå for præsentationen. Til sidst et lille kig ind i fremtiden med henholdsvis en kasseløsning (POS) til fysiske butikker og en webservice til eksterne webbutikker, hvor det bliver muligt at oprette kunder, placere ordre og få en lagerstatus direkte fra SALDI. Der bliver rigelig lejlighed til at stille spørgsmål. Foredragsholdere: Claus Agerskov, Peter Rude og Allan Jacobsen Vel mødt Keld Simonsen Mødet holdes i samarbejde med DKUUG. Mødeansvarlig: Claus Agerskov. Alle er velkomne. Mødet er gratis for medlemmer af KLID og DKUUG og PROSA såfremt man har tilmeldt sig på http://klid.dk/arrangementer/tilmelding.php3?o=kl&eventid=1256485575 Entréen for andre er 50 kr, hvis man er tilmeldt. Det koster 50 kr ekstra, hvis man kommer uanmeldt. Tilmelding lukker dagen før mødet.