KLID nyhedsbrev september 2010 KLID holder den 28. september et medlemsmøde om hvordan man kan spare penge med open source programmel, bl.a. på licenser og filservere, samt et medlemsmøde om statistikprogrammet R den 7. oktober. Vi er med i et seminar i Århus den 2. november arrangeret af Teknologisk Institut, hvor der bla. bliver talt om brug af de små mobile netbooks i erhvervslivet, om Linux-programmel og sikkerhed, og om regnskabssystemet SALDI. Ellers har vi andre sager på programmet: et foredrag om telefonsystemet Asterisk, om NemHandel, om sikkerhed inkl. keylogning, et møde om brug af OpenOffice.org i Lyngby-Taarbæk Kommune plus et par andre i støbeskeen. Stay tuned. Vi har fået lagt en del videoer fra foredrag op på http://ftp.klid.dk/ftp/video/ - bl.a. om det hurtige RAID-system RAID10,F2, KLIDs seminar om Linux for håndværkere, open source oversættelsessystemet Apertium, regnskabssystemet SALDI, Prosas seminar om NemID, og OSLs konference om OpenOffice mv. Vi har fået sponsoreret en maskine til vores mere kommercielt orienterede aktiviteter mm fra firmaet FAB:IT. Denne kommer til at køre vores web-site www.klid.dk, som ellers har været sponsoreret af foreningen DKUUG i mange år. Vi siger tak til FAB:IT for den nye sponsorering, og tak for de mange års støtte fra DKUUG. DKUUG har opsagt den samarbejdsaftale, vi havde, og vi er i gang med at forhandle en ny på plads. Bestyrelsen har suppleret sig med Olaf Zinck, efter vedtægternes paragraf 12 stk 6.1. Han skal så på valg igen til den næste generalforsamling. Vel mødt til medlemsmøderne, og bestyrelsen er altid interesseret i gode forslag fra medlemmerne. Venlig hilsen Keld Simonsen Formand