Udvikling på Unix

Fra begyndelsen har Unix opretholdt to meget forskellige udviklingsmodeller. Den ene er sfæren af programmeringssprog for systemer og programmeringssprog, hvor en kildekode oversættes til maskinkode med en oversætter eller tolk. Programmeringssproget C er et eksempel på dette. Unix var den første operativsystemkerne som blev skrevet i et højniveausprog i stedet for den maskinnære assembler, som var almindeligt tidligere. (I virkeligheden blev sproget C til og med opfundet for at skrive Unix-kernen, og tilhørende programmer, på en DEC PDP-11 maskine.)

Den anden model er sfæren med scriptsprog, som startede med opfindelsen af Unix-skallen, som samtidigt var operativsystemets brugergrænseflade — og et programsprog på meget højt niveau. Et skalscript bygges op af en mængde små værktøjer som f.eks. grep, sed og find. Hvert sådant værktøj er konstrueret til en afgrænset opgave. Tricket er at alle sådanne værktøjer kan forbindes med hinanden via en enkel overføringsmekanisme, der hedder pipe, som sender udskriften fra det foregående værktøj til indtastningen for den næste. Det giver grundlaget for en meget kraftfuld og fleksibel programmeringsmetode.

Med tiden er begge sfærerne udviklet. Mens C stadigvæk i hovedsagen bruges som et systemprogrammeringssprog, har C++, som en variant af C beriget med objektorienterede og generiske udvidelser, fundet sin plads i udvikling af komplekse programmer i 1990'erne. Der er mange andre programmeringssprog, til og med ældre beholder deres plads — FORTRAN77 og Ada har f.eks. stadigvæk deres tilhængere specielt i numeriske programmer.